Virksomhedspraktik

Virksomhedspraktik
Praktik i en virksomhed kan være en god og konkret indgang til arbejdsmarkedet.

Du får afklaret, om en bestemt type job og den pågældende branche er noget for dig, og samtidig får du styrket dine kompetencer. Du får mulighed for at netværke og vil blive et "kendt ansigt" og derved stå bedre ved en eventuel jobåbning.
Virksomhedspraktik giver virksomheden og dig mulighed for at se hinanden an, og det kan afklares om der eventuelt er behov for en ansættelse med løntilskud, eller en opkvalificering, som kan tilrettelægges inden eventuel ansættelse i ordinært job. 


Praktikkens længde og hvem du modtager udbetalinger fra, afhænger først og fremmest af din situation.
 

Dagpengemodtagere kan komme i virksomhedspraktik fra 1 til 4 uger.
Der modtages fortsat dagpenge fra a-kassen.

Kontanthjælpsmodtagere kan som udgangspunkt komme i virksomheds- praktik i op til 4 uger. Unge og kontanthjælpsmodtagere uden erhvervs- erfaring, der har været ledige længe, og som har svært ved at komme i job med løntilskud, kan komme i praktik i op til 13 uger, eventuelt med mulighed for forlængelse.
Der modtages fortsat ydelse fra kommunen.

Sygedagpengemodtagere kan som en del af en sygedagpengeopfølgning, komme i praktik i op til 13 uger. Sagsbehandleren bruger virksomheds- praktikken som et redskab til at afklare og beskrive arbejdsevnen og hvilke skånehensyn – om nogen – der er behov for.
Du kan som sygemeldt også komme i virksomhedspraktik på din arbejdsplads, hvis du ikke har arbejdsevne nok til at kunne vende gradvist tilbage med nedsatte sygedagpenge, men har arbejdsevne nok til at løse mindre opgaver eller andre opgaver end dine sædvanlige.
Hvis du har ret til løn under sygdom modtager du løn fra virksomheden, og din arbejdsgiver får sygedagpengerefusion fra kommunen. Hvis der ikke er ret til løn under sygdom, modtages sygedagpenge fra kommunen.
 

Fleksjob / skånejob giver mulighed for at komme i virksomhedspraktik i op til 13 uger.
Der modtages løn fra virksomheden for den arbejdsindsats, den fleksjobansatte reelt udfører. Kommunen supplerer lønnen med et tilskud, således at indtægten i fleksjobbet vil bestå af lønnen fra arbejdsgiver og et flekslønstilskud fra kommunen.


Når du er i virksomhedspraktik, er du omfattet af en særlig forsikring. Så hvis du ikke er dækket på anden vis, dækker Jobcenter Syddjurs skader på dig eller skader forårsaget af dig. Erstatningsansvar for borgere i aktivering.pdf


Læs også om, hvordan en mentorordning eventuelt kan støtte dig, hvis du skal i virksomhedspraktik.


Er du fleksjobber kan du også finde relevant information her:  Borger.dk om fleksjob


Har du brug for yderligere information om din egen situation, er du altid velkommen til at kontakte Jobcenter Syddjurs. 

Opdateret: 10/11/2017 - 10:41