Vision Naturen og den smukke beliggenhed er rammen om vores hverdag. Vi tager udgangspunkt i naturen, de skiftende årstider og bruger alt, hvad den giver af oplevelser. Når du færdes i naturen, bruger du alle dine sanser. Du kommer bedre i kontakt med dine følelser, og du mærker bedre dig selv. Det er en æstetisk oplevelse at færdes i naturen, æstetik betyder sansende. Da erkendelse sker gennem en sansemæssig oplevelse, er naturen et genialt læringsrum, for vores pædagogik.
Vi ser årene i Skovbørnehaven som vigtige for børnenes udvikling, og videre færd fremover. Vi er ydmyge overfor at vi må tage del i mange børns udvikling og liv, og vi er bevidste om vores rolle. Kontakten, dialogen og ikke mindst tilliden fra forældrene er grundlaget for at alle trives og får et optimalt udbytte af at gå i Skovbørnehaven.