Børnehaven flytter efter årstiderne og har følgende placeringer:
Agri Baunehøj fra december til april
Viderup Tre Høje fra april til juni
Fuglsø Strand fra juni til september
Daaleren ved Knebel fra september til december
Forældrene skal være indforstået med at køre til de 4 forskellige steder i Mols Bjerge, alt efter hvor børnehavens placering er.
Hvor er vi lige nu (februar 2011)?
Da vinteren kom meget tidligere end den plejer, og vi har derfor måtte blive i Daaleren, som også er en dejlig placering.
Vi regner med at flytte vores børnehave til Trehøje ved Viderup midt i marts måned.
Læs mere om de forskellige steder:
Vinter
Fra vinterkvarteret ved Agri Baunehøj vandres korte ture i terrænet ved højen. Hvis vejret er til det, så er det om at finde en god kælkebakke, ellers en god legeplads og ”tørlæ” til madpakkerne. Dagslyset må udnyttes. Bliver der lidt for stille i bakkerne tager hele flokken til byen for at handle eller for at gå på museum. Om vinteren er bjergene næsten mennesketomme i hverdagene, og det er sjældent at møde andre mennesker.
Det er på denne årstid at bålet virkelig kommer til sin ret enten som kilde til varme eller som kilde til de gode bålpandekager og andre gode aktiviteter omkring et bål. Vintertid er også tingfindetid, da jorden er til at se, nu da træer og buske står nøgne.
Børn og voksne er ude hver dag, uanset vejret, og der skal ordentligt tøj og udstyr på kroppen og i rygsækken, ellers bliver vinterdagen lang. Men allerede sidst i februar kan børn og voksne høre Sanglærken og så er der allerede forår på vej. Forår er gode lange ture hvor man kan løbe over stepperne, uden at være bange for biler.
Forår
Om foråret flyttes børnehaven til de mere åbne områder ved Trehøje.
Dagene er blevet længere og det samme er turene ud i terrænet. Alting bliver grønt og ikke mindst tørt. Temperaturen stiger mærkbart og det er nærmest en festdag når de tunge vinterdragter bliver lagt til side for denne vinter. Der sker meget ude i naturen - fugle, firben, insekter og på varme dage også hugorme - begynder at blive at blive aktive. Der er nok at se på, lige fra myrerne på stien, til den røde glente der pludselig suser forbi. Eller en ugle der skal ringmærkes. Det er også tid til at tumle sig i det solvarme græs på overdrevene, selvom jorden stadig er lidt kold. Eller lege ”hule”.
Det gælder om at finde en plads med læ, sol og udsigt. Bjergene bliver mere levende og der begynder at komme andre biler end dem fra skovvæsenet. De store børn begynder at fornemme skoletiden nærme sig. Benene i flyverdragterne stumper, ”skolebørnene” er blevet for store og trænger til nye udfordringer. Det er altid en lidt vemodig dag, når vi skal sige farvel efter tre spændende år i bjergene. Til sommer siger vi farvel og held og lykke til gode kammerater gennem årene, i al slags vejr og medgang som modgang.
Sommer
Sommertid er strandtid. Børnehaven flyttes til Fuglsø Strand. I starten af juni er vandet stadig koldt, og de fleste dage tilbringes ved stranden, eller på vandretur i omegnen af Fuglsø Strand og Karpenhøj. Hen på sommeren bliver det tid til at undersøge livet i havet, som jo også er en del af Danmarks natur. Der bygges sandslotte og dæmninger, der sjældent overlever næste højvande eller den udtørrende vind. Vi leger hollændere og mærker havets, solens og vindens kraft. Sten og sand undersøges og sorteres. Naturkræfterne kommer i børnehøjde. Der bliver også tid til sejlture og til besøg på de mange små havne i bugterne. Der studeres fugle i kikkerten. Vi mærker insekternes summen og ser af og til en terne jage eller en strandskade forsøge at beskytte sin rede mod firbenede rovdyr. Nu begynder turisterne at komme, og de udenlandske undrer sig tydeligvis over, at vi kan have børnehaver på den måde. Sommeren stryger af sted, og inden man ved af det, er det efterår - med regntøj, gummistøvler, huler i krattet, lune sol dage i lyngen og guf fra bålristen.
Efterår
Efterårstiden er skovtid. Vi flytter til Daaleren ved Knebel. Her er der stadig skov at gå tur i og skoven her er stor. Der er gamle træer og masser af steder til huler. Man kan også fare vild her, når man i er lille og det gør det hele lidt mere spændende. Det er nu blevet rigtig bålmads tid og vi har mange maddage. Det er i efterårets kølighed at de varme måltider kommer rigtigt til deres ret. Vi møder andre børn i skoven her. Vi er ikke de eneste.
Skoven står i sine fulde efterårsfarver og der er masser af smukke og spændende ting samle i skovbunden. For de heldige er der også en håndfuld brombær at spise. Et bål at varme hænderne ved efter en god leg er guld værd på en lidt fugtig novemberdag. December nærmer sig og efterhånden må vi finde vinterdragter, petroleums lamper og tællelys frem igen. Det er igen flyttetid og julen nærmer sig. Året har været fuldt af lege, ture og aktiviteter i det fri. Nu kommer mørketiden med lidt flere rolige aktiviteter i petroleumslampens skær.