I mødet mellem barnets indre verden og reaktionerne fra barnets ydre verden, sker udviklingen. Barnet får reaktioner og respons på sine følelser og handlinger.
Barnet er i dette møde meget afhængig af “den ydre verden”. Hvordan vi som voksne reagerer. Barnet skal kunne anvende reaktionen som sit “værktøj” til at lære nyt.
Voksne kan reagere heldigt (med empati, anerkendelse, forståelse etc.) eller mindre heldigt (være påvirket af stress, dårligt humør, pres etc.).
Vi bliver med vores væremåde og handlinger rollemodeller for børnene. Måden vi selv tackler uenigheder, konflikter, glæder og hyggelige stunder på, er måden, hvorpå vi viser børnene “den rigtige vej”.
Som voksen skal man derfor naturligvis være meget bevidst om egne handlemønstre. Vi skal bruge tid på at evaluere, reflektere over vore handlinger i mødet med børnene.
Barnet og dets omgivelser er hele tiden i udvikling og påvirkes af hinanden. Det er vigtigt at den voksne både er barnets “vejviser” samt sætter begrænsninger. Barnet skal have en mur at spille bold op af. Den voksne er denne mur.
Er muren for eftergivende og usynlig kommer bolden ikke tilbage. Barnet kan komme i vanskeligheder, blive utryg, grænsesøgende, have en urimelig adfærd og virke utilfreds med sig selv og omverdenen. Barnet ved ikke “hvor langt det kan gå”, har behov for en reaktion fra den voksne.
Er muren derimod for snæver eller hård, rammer bolden forbi eller kommer for hurtigt tilbage og bliver ikke grebet. Barnet har for få valgmuligheder alting er bestemt på forhånd og barnet når ikke at føle/mærke efter egne behov. Barnet bliver for afhængig af den voksne, ikke særlig selvhjulpen, har ikke egne meninger og udtrykker ikke egne holdninger. Barnet får vanskeligt ved at udvikle egen personlighed. Føler mindreværd.
Muren skal altså være “tilpas” for at udviklingen bliver optimal.
Sammen med forældrene er vi som pædagoger vejvisere for børnene, Et tæt samarbejde er derfor vigtigt og børnenes dagligdag skal være vores fokus. Vi skal tilrettelægge, indrette og agere således at kravene til børnene hverken er for små eller for store. Læringen bliver dermed optimal.
Læring er noget der sker både når voksne og børn er sammen og når børn er sammen med børn. At lære børn om natur, motorik, kultur, sprog, sociale kompetencer osv. er ikke noget der læres som et fag som i skolen (1 times dansk, 1 times matematik, 1 times idræt osv.).
I børnehaven overlapper “tingene” hinanden.
Vi skal huske at børn er “hele mennesker”, som oplever med alle sanser, bruger sprog, krop, og sociale kompetencer på én gang.
Vi skal være bevidste om hvornår læringen foregår og hvordan vi kan dokumentere læringen, for senere gennem evaluering selv, som pædagoger, få læring og ny viden.