Et eksempel på en praksisbeskrivelse/læringsfortælling

Beskrivelse:

En lille gruppe drenge tager på tur med en voksen. De pakker rygsæk med madpakke og får varmt tøj på (vinter). 5 drenge traver af sted op til skoven. Imens de går, taler de med hinanden om, hvor turen går hen. Den voksne foreslår at de kunne besøge Stendyssen på den anden side af skoven. Det er drengene med på.

Imens turen går gennem skoven, bliver der undersøgt og stillet spørgsmål. Drengene lytter til hinanden og den voksne. De taler om træerne, som ”vejer” i vinden. ” Det ser ud som om træerne danser” siger en af drengene. Alle står stille og kigger op. Den voksne bliver inspireret og begynder at synge ”Blæsten kan man ikke få at se…” De går videre. En af drengene bliver tørstig så de holder en drikkepause og to ønsker også lidt at spise, så de tager hver en ½ rugbrød, inden de går videre.

Den voksne har gjort sig tanker om turens mål (stendyssen) Hun ønsker at give børnene en oplevelse af et minde fra fortiden og begynder at snakke om gamle dage, om dengang vikingerne levede i Danmark, hvordan de boende, lavede redskaber af sten osv.

Stendyssen bliver mere og mere synlig i horisonten. Børnene spørger nu meget til emnet og den voksne lader dem forstå at hun ikke kan svare på alt og bruger meget vendinger som… ”..jo, det kan godt være..” ”..måske gjorde de sådan..” etc. Fantasien vokser, nu tales der om sværd og andre våben tøj, heste osv.

Endelig når de Stendyssen. For foden af denne står en lille tavle, så turister og interesserede kan læse lidt om stedet. Den voksne læser ikke op af tavlen, men finder på en lille historie som hun ved vil fange børnenes interesse lidt bedre.

De går nu ind i dyssen. Drengene leger, klatre op og ned og ud og ind af hullerne i dyssen. Den voksne tager rygsækkene med ind i stendyssens inderste hule. Drengene kommer med en efter en…”Nu skal vi spise, kom vi sætter os her inde i hulen”. Da madpakkerne er fundet frem, fortæller den voksne om en stor vikingehøvding, som engang var blevet begravet der. ”Han fik en skål med mad, noget tøj og alle sine bedste våben med”, fortæller hun. ”Man troede nemlig dengang at man kom til en anden verden, når man var død og begravet, en verden, hvor man skulle leve videre. Men det var en lang rejse, så de gav den døde høvding alt det med som han behøvede til sit næste liv”. Drengene lyttede ”med store øre og øjne”. De var helt stille. Lidt efter kom der en og spurgte ”Jamen, hvordan kan man rejse når man er død?” ”Kommer der ikke nogen og hjælper ham?” Så gik snakken om engle i luften og at der måske kom nogen om natten osv. De glemte næsten helt at spise, og samtalen kom nu til at dreje sig om liv og død. Én fortalte at hans bedstefar var død, men han lå oppe ved kirken. Alle var meget optaget af emnet.

Bagefter legede børnene videre, rundt om stendyssen. Ind imellem henvendte de sig til den voksne og spurgte til et eller andet de nu undrede sig over. Eller måske noget de syntes at have fundet svaret på.

Turen gik hjemad med bussen. Drengene virkede ”mætte” af fysisk udfoldelse og eftertænksomme af al den ny viden. De var stille, hele vejen hjem i bussen.

Da de kom hjem i børnehaven, blev billederne fra turen fremkaldt og hængt op i garderoben.

Drengen gav sig uopfordret til at fortælle hinanden og de andre børn på stuen om deres oplevelser. Og forældrene fik en ”forklaring” via billederne da de hentede deres børn.

Denne lille hverdagsfortælling beskrives nu gennem de 6 læringstemaer.

Personlige kompetencer:

Ved at være i en lille gruppe, får det enkelte barn større mulighed for at ytre sig og blive hørt. Man får mulighed for at bidrage, med sig selv og sine tanker og der er tid til fordybelse og refleksion. At funderer over ting, emner eller oplevelser giver den enkelte følelsen af at være betydende, både i forhold til sig selv, men også en følelse af at betyde noget for andre, kammeraterne.

At slippe kreative tanker og fantasi løs, motiverer til udvikling af egne tanker og viden. Ligeledes giver det en følelse af selvværd at være en del af et udviklende og anerkendende forløb. Selvværdet bygges altså både op af barnet selv og af fællesskabet.

Sociale kompetencer:

At være i et trygt fællesskab, skaber grobund for positiv udvikling. At blive optaget af snakken, deltage og lytte, giver følelsen af at være i en gruppe hvor accept og respekt er til stede.

Det at alle er optaget af et fælles emne giver også en fællesskabsfølelse. At kunne give og tage i dette fællesskab giver barnet en værdifuld rolle og barnet oplever sig selv som en vigtig del af en større helhed.

Fællesoplevelser er her ”byggestenen” til en fælles følelse, hvilket er med til at skabe forståelse for større sammenhænge.

Sprog:

At være i en mindre gruppe, hvor forstyrrelser ikke er dominerende, men hvor ro og tid er til stede, bliver der også bedre plads til at formulere egne tanker. Sproget får en vigtig rolle. Samværet afhænger meget af at bruge sproget, hvorfor det er vigtigt at give plads og tid til at barnet bruger sproget.

At danne sig billeder og tanker om ting som man får fortalt og arbejde videre inde i hovedet med egen formulering, giver en god øvelse for dannelsen af sproget. At kunne lytte og tage andres sprog til sig, at kunne ”smage på” og bruge andres ord og vendinger, giver fornemmelsen af at man ”indtager” viden og forståelse. At kunne bidrage med ideer og tanker og viden om ting, som andre kan bygge videre på, så en fælles forståelse opnås, giver følelse af succes, anerkendelse og fællesskab.

Krop og bevægelse:

At bevæge sig gennem skoven i et terræn som giver grovmotoriske udfordringer er stimulerende for balanceevne og muskler. At gå en lang tur giver styrke og udholdenhed og en god følelse af ”brugthed” og træthed bagefter. At bruge skoven (her Stendyssen) som legeplads, gør at barnet sanser med hele kroppen. Ikke bare med øjne, øre, næse, men med ”hele sig selv”.

Børnene får mulighed for at søge de udfordringer der lige præcis passer til deres formåen, men samtid også mulighed for at prøve grænser af og for at mærke efter; hvad tør jeg og hvad tør jeg ikke. I det trygge miljø en lille ”kendt” gruppe giver skabes denne ramme optimalt, barnet vil nærme sig sin egen grænse og engang i mellem lade sig udfordre til næste ”niveau”. Barnet måler sig selv i forhold til andre… Det kan være inspirerende at prøve sig selv af, men det kan også føles svært, hvis modet svigter. Her er det så vigtigt at den voksne er opmærksom og træder til med en hjælpende hånd.

Det er leg og udfoldelse, som stimulerer krop og bevægelse, derfor skal vi voksne støtte op og være bidragende og vejledende.

Naturen og Naturfænomener:

At vandre gennem skoven, med dens lyde, dufte og spændende nuancer af dyr og plantelivet, udfordrer alle barnets sanser. Der findes ro, stilhed, plads, udfordringer for krop og sjæl og oplevelser der pirrer både fantasien og nysgerrigheden.

Barnet udvikler gennem aktiviteterne i naturen et kendskab til denne og med den rette voksendeltagelse, udvikles ligeledes en dyb respekt for naturen. Barnet får forståelse for, hvilken rolle man selv har i samspillet mellem menneske og natur. Ikke at smide affald fra madpakken, ødelægge myretuen med en pind, være varsom ved rævens hule, passe på og være omsorgsfuld over for små dyr osv. Barnet får en rolle i samspillet med naturen, bliver en del af den. Naturen, skoven, stranden, marken bliver et trygt sted at være, selvom der også forekommer uforudsete ting (træer der larmer i vinden, høje krageskrig, ”farlige” skrænter, lidt uhyggelige huler etc.)

Kulturelle udtryksformer og værdier:

At få viden om kulturen som er omkring én, få talt og tænkt tanker, som giver større viden og forståelse for kulturværdier, er med til at give børnene de byggesten, det fundament, som vil alle sammen skal stå på. At kende til historie, at forstå hvordan bonden havde det i gamle dage f.eks sammenlignet med i dag, er med til at give børnene en bredere vifte af viden og dermed et mere nuanceret billede af verden.

Vi skaber sammenhænge og situationer, hvor forskellige emner spontant kommer til diskussion. Både børn og voksne kan undres og drømme, vi bliver inspireret af hinanden på en ligeværdig måde. Det er ikke et mål i sig selv at den voksne har svar på alt. Børnene opdager selv muligheder og løsninger. Hvis der skabes et miljø hvor børnene kan være kreative, i ikke for fastlåste rammer, skabes samtidig rammen for at barnet lærer og udvikles.

Opdateret den 23.8.2007 af Knebel Børnehave