Børnehuset har motorik og bevægelse/idræt som hovedfokus.
Motorikken er den del, der angår bevægelser. Den er en del af barnets hele udvikling.
Når barnet eksempelvis er i gang med en ny opgaveløsning som at klippe lige efter en streg eller hoppe på ét ben, kræver disse opgaver barnets fulde opmærksomhed, motivation og kræfter mht tænkning, sansning og fysiske udholdenhed. Når barnet endelig har fundet frem til løsningen af opgaverne medfører det stor glæde og ivrig gentagelse - følelserne er også involveret.
Sådanne motoriske situationer stiller krav i nuet og er spændende for barnet. I barnets fremtid danner de grundlag for senere handlemønstre.
Vi søger i dagligdagen at give barnet gode muligheder for at bruge sig selv.
Vores legeplads er bygget op udfra tanken om at give børnene brede og gode muligheder for stimulation af deres motorik og sanser gennem udfordringer og oplevelser af fysisk og mental karakter.
Vi gør brug af nærområdets tilbud – ture til skov, strand og klatretræet samt låner gymnastiksalene på skolen og gymnasiet. Hver fredag har vi bevægelse på ugeplanen, hvor vi ”øveleger” forskellige motoriske lege/øvelser, løber kondiløb, synger, danser og sanser med kroppen for at øge kropsbevidstheden hos børnene. Vores fokus er også på stimulation i alenesituationer, hvor vi søger at give barnet den fred og ro der skal til for at kunne fundere, eksperimentere og lege.
Nogle børn er tidlige, andre sene i deres motoriske udvikling og vi er bevidste om, at forskellige individuelle forhold kan spille ind. Vi kører et tæt samarbejde med en fysioterapeut, som personalet kan sparre med i situationer, hvor der er behov for det. Endvidere kommer fysioterapeuten også i børnehaven og laver motoriske screeninger af de børn, der har behov for det. Dette tværfaglige samarbejde skal forstås som en håndsrækning til såvel børnene, forældrene og personalet.